Print This Page

Nordisk Konference

Næste nordiske konference bliver i Norge. Det sker i dagene 1.-4. august 2019 på Sole Hotell v. Norefjell. Kom og vær med til nogle berigende dage sammen med blinde og svagsynede fra de andre nordiske lande.

 

Nærmere information følger.



Tidligere konferencer:

 

2017 i Danmark


I dagene fra 17.-20. august 2017 var ca. 95 deltagere fra Norge, Sverige og Danmark samlet på Løgumkloster Refugium.

 

Under temaet "Kom og se" havde vi tre festlige og indholdsrige dage sammen.

Der var velkomstmøde med festlige indslag fra hele norden - og tre inspirerende bibeltimer v. Jens Jensen med overskrifterne: Kom og se Gud!, Kom og se hinanden!, Kom og se mig!

Der var udflugt til Tønder, hvor vi bl.a. så det spændende museum med Hans J. Wegners stole og byens vartegn, Kristkirken.

Der var besøg af Fangekoret, der sang en række af deres sange for os. 

Så var der koncert på klokkespillet ved siden af refugiet.

Og så fulgte vi ellers rytmen på refugiet, med morgen- og aftensang i Løgumkloster Kirkes kapitelsal og deltog i gudstjenesten søndag morgen.


Om temaet og taleren skrev vi:

Måske synes du konferencens tema ”Kom og se” er lidt provokerende. Men det er fyldt med indhold!

For når det gælder om at se Gud, se hinanden og selv opleve sig set, er det ikke synet der er afgørende!

Så, kom og vær med i et givende kristent fællesskab for blinde og svagsynede på tværs af de nordiske lande.


Konferencens taler er Jens Iver Jensen. Jens stammer fra Danmark, men har boet i Norge i mere end 40 år. Han har arbejdet som evangelist, og har de seneste 15 år virket som præst i Norkirken i Kongsberg.

 



2015 i Sverige - dage med høj sol, dejlig natur og godt fællesskab

 

Konferencen i Sverige blev en skøn oplevelse. Vi boede på Wiks Folkhögskola, der har hjemme ved det historiske slot Wik - med tætte danske forbindelser! Og så midt i den herlige, solbeskinnede svenske natur, lige ned til Lärstaviken.
Programmet var afvekslende, med workshops, bibeltimer, foredrag og aktiviteter. Lørdag begyndte vi med en guidet tur til Uppsala domkirke, hvor alle kunne fornemme den særlige stemning i en af nordens største kirker. Samme dag nåede vi også en tur i videnskabens verden, med besøg i Carl von Linnés Hammarby (i Danmarks sogn!). Der var noget for alle sanser i den verdenskendte botanikers hus og have. Og sikke en oplevelse at spise aftensmad under frugttræerne i den berømte have.  

Musik blev vi heller ikke snydt for denne gang. Mange af deltagerne bidrog undervejs, og Ingemar Olsson (der også er kendt i Danmark for sine kristne sange) holdt koncert. Tak til Sverige for en flot konference!

 

 



2013 i Norge - en fantastisk konference

 


Temaet for den nordiske konference 2013 var "Grænsesprængende tro". Og på flere måder blev der sprængt grænser...

Aldrig tidligere havde så mange valgt at være med i det nordiske kristne fællesskab af blinde og svagsynede. Med mere end 120 deltagere fra Norge, Sverige, Danmark og Polen var rammerne fyldt ud på det norske Hurdalcenter. Fra Danmark var vi også flere deltagere end ved tidligere konferencer. 11 deltagere havde taget turen nordpå, og der var stor begejstring over at være med.

Konferencens hovedtaler, Kurt Hjemdal, talte gennem bibeltimer, aftenmøde og gudstjeneste varmt og stærkt om Guds grænsesprængende kærlighed til det enkelte menneske, og hvordan troen kan sprænge grænser - både inden i os - og i forhold til mennesker omkring os.

Udenfor tog mange imod udfordringen til at gennemføre en forhindringsbane i trætoppene eller få en tur i båd eller flåde på Hurdalsøen. Og på festaftenen imponerede den blinde norske pianist, Ulf Nilsen, med en koncert, der både kunstnerisk og kreativt sprængte deltagernes forventninger.

 

 

 

 

    


Der afholdes nordisk konference hvert andet år. Konferencen holdes på skift i Norge, Sverige, Finland og Danmark. 



Forrige side: Sommerstævne
Næste side: Tidligere sommerstævner